“Auster fortsætter i vanlig tro tråden fra værker som blandt andet New York-trilogien og Det aflyste Værelse, hvor mystikken og en tøven mellem virkelighed og illusion gør sig gældende (jf. titlen). Den fantastiske genre i et postmoderne regi, kan man vel lidt frækt kalde det, med identitetskrisen og sprogfilosofien som nøgleord. Men hvor mange af de tidligere værker er et eksperiment med krimigenren, synes dette værk at eksperimentere snarere med selve kunsten, skabelsen, som tydeligvis er et bærende element hele romanen igennem.
Fortælleren i romanen er David Zimmer, en mand der for nyligt (altså set fra den fortalte tids begyndelse) har mistet hele sin familie i en flyulykke og benytter skabelsesprocessen som erstatning for at kunne fortsætte livet. Han finder sin redning i sit arbejde med en bog om Hector Mann. En dag får han en monumental oplevelse af morskab ved at se denne Mann i en gammel, sort-hvid stumfilm, hvilket bliver startskuddet på den bog, Illusionernes Bog tager udspring fra (det er karakteristisk, at der er flere bøger på færde i romanen, sådan at man ikke kan vide, hvilken der er ment som Illusionernes Bog, men det er velsagtens Austers egen i sidste ende!). Zimmers bog handler om Hector Mann, stumfilmsskuespilleren, der flygter fra rampelyset, skifter identitet, navn, alt, og starter forfra, og i starten af Zimmers fortælling (Illusionernes Bog) er alle (ham selv inklusiv) overbevidste om, manden er død. Men det er ikke alt det, Zimmers bog handler om, men det er snarere et simpelt filmværk, omhandlende filmoplysninger, en bog der peger på Hector som skuespiller og med opremsninger af filmene, han har medvirket i.
Zimmers fortælling synes til tider at minde om Zimmers bog (en skelnen mellem bogen, Zimmer skriver, og fortællingen, Zimmer fortæller og som læseren læser, er nødvendig), men som fortællingen skrider frem, så får fortællingen (og man kan i øvrigt sætte spørgsmålstegn ved, om det er en fortælling eller en ny roman fra Zimmers side) en videre dimension i kraft af Almas besøg og deres rejse til New Mexico, hvor Hector venter på ham. Hun dukker op efter Zimmer har fået brev om, at Hector stadig lever et sted i New Mexico og gerne vil se ham. Alma er Hectors assistent. Med hendes viden bliver fortællingen udvidet til en meget personlig fortælling om Hector Manns liv og bedrifter, om identitetskrisen (endnu et Auster værk med identiteten i fokus), om kunsten (Hectors testamente gør, at samtlige af de værker, han har skabt på ranchen under et andet navn, skal destrueres efter hans død) og om mystikken (der skaber en tøven på bedste vis), der til slut kulminerer i bedste Auster-stil.
Hvad der gør, at Illusionernes Bog skal leve længe efter, at hele mystikken omkring Hector Mann udslettes i slutningen (eller gør den?), og som gør, at læseren efterlades med en fornemmelse af, at ranchen måske ikke befinder sig i New Mexico, men derimod i hovedet på David (præcis som Claire befandt sig i hovedet på Martin Frost i The Inner Life of Martin Frost - en af de film, Hector Mann skabte på ranchen, og som bliver udførligt gengivet i bogen), er den kunstopfattelse, Auster formidler, og som lukker kunsten inde i sig selv. Man kan i sidste ende betvivle samtlige værker, der bliver nævnt i forbindelse med Hector, tøve omkring deres eksistens, for hvis ranchen er i hovedet på Zimmer, så må al den skabelse, der har fundet sted på den, også være i hovedet på Zimmer (og jeg kan tilføje, at skulle De få lyst til at slå Hector Mann op på interenettet, så finder De udelukket henvisninger til Austers bog eller en anden person end den bogen henviser til!). Men vi efterlades hele tiden med tvivlen. For kunstens virkelighedsforståelse giver anledning til en tvivl, en tvivl omkring virkeligheden. Hvad kan vi tro på?
Men alt i alt sejrer værket over tvivlen, for det hele viser sig at have eksistens, en eksistens i illusionen, og er illusionen ikke ligeså virkelig som virkeligheden selv? Eller er virkeligheden ikke en illusion i sig selv? Det hele er sprog i Illusionernes Bog, pakket godt og grundig sammen inde i sig selv, og hvilken vidunderlig illusion er det ikke!
”
lillelund80 wrote this review Friday, September 21 2007.
(
reply |
permalink )